Kalvslund Sognearkiv er oprettet i 1994 og drives af Kalvslund Lokalhistoriske Forening. Arkivet er medlem af SVA og SLA samt Arkivsamvirket for Esbjerg Kommune, og dets samlinger registreres efter SLAs regler. Arkivet afvikler årligt et Åbent Hus-arrangement. Der findes i arkivet en afskrift af Kalvslunds Jordebog (Udskiftningsbog) 1778, afskrevet i 1862. Arkivet har også en fortegnelse over ejere eller fæstere på alle gårde i Kalvslund Sogn ca. 1600-. Arkivet er indrettet med ti læsepladser til besøgende og har et læseapparat til mikrokort.
Antal hyldemeter i alt: 50 m.
ARKIVALIER
Arkivets samlinger består hovedsagelig af foreningsarkiver, personarkiver, virksomhedsarkiver og fotos. Nævnes kan Kalvslund Grandelav ca. 1700, Kalvslund Brugsforening 1903-1982, FN-Foreningen i Kalvslund 1958-1968, Kalvslund Boldklub 1907, Kalvslund Venstreforening 1913, Kalvslund Jagtforening, Kalvslund Foredragsforening, Kalvslund Husflidsforening, Kalvslund Gymnastikforening, Kalvslund Idrætsforening, Kalvslund Ungdomsnævn, Kalvslund Hundeprotokol og Kommunens Fattigkasse. Endvidere findes skøder og aftægtskontrakter, skiftebreve, pantebreve, skudsmålsbøger og materiale vedr. besættelsestiden, bl.a. om krigsskadeerstatninger.
TRYKT, UDGIVET MATERIALE
Aviser: Ribe Folkeblad 1920 (4 nr.), Ribe Stiftstidende 1905-1906 (10 nr.).
Håndbøger og andet: Bl.a. Trap Danmark, Dansk Kirke og Stat, Fra Heden af H. F. Feilberg (1860), Danmarks Kirker og Fra Guldgruben (bibelforklaringer).
Lokalsamling: Bl.a. Marsk, land og bebyggelse – Ribeegnen gennem 10.000 år af Stig Jensen, Fra Ribe Amt bd. 1970- og Lokalhistorisk Ordbog for Ribe Amt.